11 JANUAR 2018

To mediabureauer i tæt imagekamp

Markedsføring skrev følgende:

Titlen som årets imagekonge blandt de danske mediabureauer er gennem en årrække landet hos to bureauer på skift – OMD og Carat.

Opløbet har som regel været tæt, og det er det også i år, men det er Carat, der nu for andet år i træk løber med 1. pladsen i MyImage-analysen, der produceres af MyResearch i samarbejde med Dansk Markedsføring.

Dermed har Carat indtaget imagetronen blandt de danske mediabureauer i 5 ud af de seneste 7 år, og det glæder man sig naturligvis over på bureauet:

– Vi er naturligvis både ydmyge og stolte over denne anderkendelse fra kunderne og markedet. At få 1. pladsen i MyImage igen er kulminationen på et forrygende 2017, hvor vi sagde velkommen til række nye fantastiske kunder som Danske Bank, Elgiganten, P&G, Stofa, Dyrup m.fl. – det er vi også ret stolte over, siger René Westendahl, Managing Director hos Carat, og tilføjer:

– Det vigtigste for mig i denne anerkendelse er dog, at dette er et kæmpe skulderklap til de 75 Carat-ansatte i Århus og København, som jeg virkelig synes gør en helt igennem fantastisk indsats hver eneste dag. De er på alle måder nøglen til vores succes.

Orchestra banker på

Og mens Carat og OMD typisk ligger både relativt højt og relativt tæt i score, så er der til gengæld ikke rigtig nogen, der truer dem bagfra: Det er således et ret stabilt billede, der tegner sig, når annoncørerne skal bedømme mediabureauer.

IUM er dog et af de bureauer, der skiller sig ud, fordi det har lidt elevatorpræg over sig. Bureauet hopper opad det ene år og falder tilbage det næste, og i år er bureauet gået fra 9. til 5. pladsen.

Den mest stabile opadgående bevægelse finder man lige uden for Top 5, og den står Orchestra for. Bureauet lander i år på en 6. plads – op fra nr. 8 i 2017 og nr. 9 i 2016.

Og det er placeringer, der bygger på en støt stigende score på både Brandstyrke, der bygger på kendskab og lyst til at invitere til pitch – og Brandposition, der bygger på ni kvalitative udsagn.

Orchestra træder også frem, når MyResearch sammenstiller bureauernes bruttoavance med deres score i MyImage. Regnestykket viser, om bureauet performer som forventet i forhold til størrelsen, og her er Orchestra faktisk det bureau, der overperformer mest.

Ind på den kreative bane

De store mediabureau-grupper udvikler sig i disse år til stadigt mere omfattende forretninger med en bred produktportefølje, der typisk ligger som fællesfunktioner i gruppen.

Der er dog også nogen, der søger mere mod den kreative verden.

IUM har fx etableret Marvelous, der i 2016 købte Lowe Friends, mens GroupM-bureauet Mindshare længe har positioneret sig som et bredt kommunikationsbureau, der også står for kreativt arbejde.

Marvelous er i flere år blevet målt sammen med reklamebureauerne, mens man i år også har spurgt til Mindshare, når respondenterne har svaret på spørgsmål om reklamebureauerne.

Ingen af de to gør sig dog væsentligt bemærket, når annoncørerne skal bedømme reklamebureauer. Marvelous klarer sig bedst med en samlet 19. plads.

– Mindshare har et markant højere kendskab end Marvelous, men det er ikke så mærkeligt, da navnet jo er kendt som mediabureau i modsætning til Marvelous, men når annoncørerne skal bedømme dem som reklamebureauer på de kvalitative parametre, klarer Marvelous sig bedre end Mindshare, siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch.

Og så blev 2017, som de fleste vil vide, også året hvor Mediabroker skiftede navn til m/Six.

Som vi har set det før i MyImage-analysen, koster navneskift i reglen på kendskab, og det gælder også her, hvor bureauet falder klart tilbage på Brandstyrke.

Til gengæld kan man glæde sig over, at de, der kender bureauet, kender det for noget godt: m/Six går markant frem på Brandposition, hvor det bliver til en samlet 3. plads.

Årets topresultater fra MyImage for mediabureauer (Parentes er placering sidste år)

Top 5 MyImage, Mediabureauer, Samlet

– Carat (1)
– OMD (2)
– MediaCom (5)
– PHD (3)
– IUM (9)

Top 5 Brandstyrke, Mediabureauer

– Carat (1)
– OMD (2)
– MediaCom (3)
– PHD (4)
– IUM (7)

Top 5 Brandposition, Mediabureauer

– OMD (2)
– PHD (1)
– m/Six (10)
– Carat (3)
– MediaCom (7)

Top 3 kvalitative parametre

Gode til at skabe resultater

– m/Six (7)
– OMD (1)
– Orchestra (6)

Strategisk stærke

– PHD (4)
– OMD (1)
– m/Six (11)

Gode til at integrere kommunikationsløsninger

– PHD (2)
– MediaCom (7)
– OMD (5)

Gode til at samarbejde med andre bureautyper

– Orchestra (2)
– IUM (8)
– PHD (3)

Innovative

– Vizeum (1)
– Orchestra (4)
– PHD (2)

Har gode digitale kompetencer

– Vizeum (1)
– Carat (2)
– MediaCom (6)

Er dygtige til at forhandle priser/vilkår

– OMD (1)
– Carat (3)
– IUM (5)

God forståelse for kundernes forretning (Ny)

– Carat
– PHD
– m/Six

Gode til at analysere og anvende data (Ny)

– IUM
– MediaCom
– m/Six

Tilmeld nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, som udkommer 3-4 gange om året. Indholdet er primært målrettet bureauernes direktioner og bestyrelser.

Hovedgaden 22, 2 th
2970 Hørsholm
Email: kontakt@myresearch.dk
CVR: 31163420

Mogens
Østergaard

Brian
Neiiendam