30 AUGUST 2017

Mensch topper lønstatistikken

Markedsføring skrev følgende:
Bureauerne oprustede i 2016 med næsten 500 flere medarbejdere.

Til gengæld holdt branchen igen på lønudviklingen. Rent statistisk hænger den slags jo ofte sammen.

Og folkene hos Mensch gik faktisk ned i løn i 2016, men det anfægter ikke førstepladsen over branchens højeste lønninger.

De høje lønninger hos Mensch behøver dog ikke give anledning til bekymring, for Mensch-medarbejderne præsterede også den klart højeste bruttoavance pr. medarbejder, og lønandelen blev på beskedne 43,7 pct.

Med andre ord er det lykkedes for Christina Tønnesen som ny adm. direktør at præstere i top, selv om to tunge partnere, Bjørn Stene og Esben Sørensen, valgte at forlade Mensch i december 2015.

De mange løntal fremgår af en ny rapport fra MyResearch, der bl.a. står bag den årlige imageanalyse blandt bureauer, MyImage.

En overraskende debutant på 2. pladsen

De høje lønninger er velkendt i Mensch-regi. Til gengæld finder man et nyt bureau på andenpladsen. Medarbejderne i det relativt unge PR-bureau, Friday & Partners, havde travlt i 2016, hvor bureauet mere end fordoblede bruttoavancen.

Det blev belønnet med en markant lønfremgang – og en andenplads på listen over branchens højeste lønninger.

Mensch og Friday & Partners hører til i gruppen af bureauer med under 40 mio. kr. i bruttoavance.

Hos de store bureauer med mere end 40 mio. kr. i bruttoavance, toppede Ogilvy listen over de højeste lønninger foran det digitale bureau, Impact.

Generelt har bureaubranchen været tilbageholdende med lønudviklingen. I stedet har man oprustet på antallet af ansatte. De 153 bureauer i rapporten fik i 2016 næsten 500 flere ansatte.

Til gengæld faldt den gennemsnitlige personaleomkostning med 0,8 pct.

Det er specielt reklamebureauerne, der har holdt igen. De 61 reklamebureauer i rapporten oplevede et fald i den gennemsnitlige personaleomkostning på 4,5 pct.

Her kommer toplisten fra de 153 bureauer

De 3 højeste gennemsnitslønninger hos bureauer med over 40 mio. kr. i bruttoavance:

  • Ogilvy med 51 ansatte: 728.510 kr. (+2,2 pct.)
  • Impact med 82 ansatte: 707.963 kr. (+9,3 pct.)
  • The North alliance med 62 ansatte: 693.097 kr. (-8,3 pct.)

De 3 højeste gennemsnitslønninger hos bureauer med under 40 mio. kr. i bruttoavance:

  • Mensch med 7 ansatte: 1.270.370 kr. (-7,1 pct.)
  • Friday & Partners med 11 ansatte: 1.149.909 kr. (+38,8 pct.)
  • Kommunikationsbureauet København med 7 ansatte: 1.019.571 kr. (+29,3 pct.)

Alle 153 bureauer:

  • Antal ansatte: 6160 (+8,7 pct.)
  • Gennemsnitlig personaleomkostning: 581.021 kr. (-0,8 pct.)
  • Bruttoavance pr. medarbejder: 866.674 kr. (-0,7 pct.)

Fakta

  • Trendanalysen 2017 er sponsoreret af Adobe, Ambition, Intermail og Magnetix
  • CMO trendanalysen bygger på besvarelser fra 206 marketingdirektører.
  • Bureaudirektør-analysen bygger på svar fra godt 100 bureaudirektører.
  • Nøgletalsanalysen rummer 153 bureauer – heraf 61 reklamebureauer, 44 digitale bureauer, 17 mediabureauer, 21 PR-bureauer og 10 designbureauer.
  • Trendrapporten fra MyResearch, som indeholder resultaterne fra de 3 analyser koster 3.950 kr. ex. moms.
  • Medlemmer af Dansk Markedsføring får 10 pct. rabat på rapporten.

Tilmeld nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, som udkommer 3-4 gange om året. Indholdet er primært målrettet bureauernes direktioner og bestyrelser.

Hovedgaden 22, 2 th
2970 Hørsholm
Email: kontakt@myresearch.dk
CVR: 31163420

Mogens
Østergaard

Brian
Neiiendam