29 AUGUST 2018
Her er annoncørernes Top-of-mind bureauer
Markedsføring skrev følgende:
Tre bureauer ligger i front, når annoncørerne i den årlige CMO trendanalyse får mulighed for uhjulpet at nævne bureauer, som de har været særligt gode til at imødekomme bureaubranchens udfordringer og markedsudviklingen generelt.
Og de tre er ikke nogen overraskelse, hvis man kigger tilbage på MyImage-analysen fra januar. Det er nemlig nr. 1 og 2 hos reklamebureauerne, &Co og Hjaltelin Stahl, samt nr. 1 hos de digitale bureauer, Magnetix.
På 4. pladsen finder man så vinderen blandt mediabureauerne, Carat.
Særligt &Co ser ud til at have momentum i øjeblikket. i sidste års CMO trendanalyse lå &Co og Hjaltelin Stahl tæt – i år har &Co øget afstanden og er alene i spidsen.
Lidt længere nede på listen er der nogle boblere, som baseret på denne analyse kan være på vej frem i annoncørernes bevidsthed – og dermed måske også i MyImage.
Det er Nordlid – fusionen mellem RelationshusetGekko og Increase, som de sidste to år er blevet nævnt af stadigt flere uhjulpet. Og så er det Mensch, som tidligere har ligget højt i MyImage men som har haft en svær tid oven på New Normal kampagnen for Danske Bank og en skilsmisse i partnerkredsen.
De er fortsat noget nede på listen – men de er tilbage, og det kan måske være et varsel om, at de er på vej til et come-back. Endelig er Envision også gået frem.
Her er de dygtigste annoncører ifølge bureaudirektørerne
CMO trendanalysen er en del af den årlige Trendrapport fra MyResearch, hvor der også er en Bureaudirektør trendanalyse. Her har direktørerne haft mulighed for at uhjulpet at nævne annoncører, som de synes har været særligt gode til at imødekomme markedsudviklingen i deres markedsføring og kommunikation.
Sidste år var Danske Bank en klar vinder foran Momondo og Spies. De er alle tre også med i år – dog på et noget faldende niveau – til gengæld er Ikea hoppet rigtig højt og bliver nu nævnt af flest.
Den position rummer ikke en umiddelbar forklaring. Ikea har ikke i årets løb været synlig med en ny stor kampagne eller særlige initiativer. Men Ikea arbejder ikke mere med et traditionelt kampagnekoncept – man tænker bredere og mere holistisk og holder et fast fokus på brandet – og fremtræder dermed mere moderne i sin markedsføring.
Trygfonden kommer ind på en 5. plads efter en pæn fremgang, og det er en annoncør, som både blev Årets Markedsfører ved AEA og Årets Kunde ved Creative Circle Award.
Fakta
- Trendanalysen 2018 er sponsoreret af Agillic, Hjaltelin Stahl og Magnetix
- CMO trendanalysen, der afdækker, hvordan annoncørerne disponerer deres marketingbudgetter. 179 CMO’er repræsenterende et marketingbudget på 7,3 mia. kr. har deltaget.
- Bureaudirektør trendanalysen med deltagelse af 90 bureaudirektører repræsenterende en bruttoavance på 3,1 mia. kr. Her svarer de på en række spørgsmål om udviklingen på bureauet og i markedet.
- Nøgletalsanalysen, hvor de samlede tal bygger på 293 bureauer/grupper og hvor der vises nøgletal for 218 bureauer – heraf 78 reklamebureauer, 64 digitale bureauer, 21 mediabureauer, 32 PR-bureauer og 23 designbureauer.
- Trendrapporten fra MyResearch, som indeholder resultaterne fra de 3 analyser koster 3.950 kr. ex. moms for den første trykte rapport og 500,- ex. moms for de efterfølgende.
- Medlemmer af Dansk Markedsføring får 10 pct. rabat på rapporten.