Et enkelt bureaus vilde overskud sikrer kanonår for branchen
Markedsføring skrev følgende:
Bureaubranchen kom alt i alt ud af 2018 med et flot resultat. Men piller man et enkelt bureau ud – måske endda to – ser tallene mindre prangende ud. Det viser Trendrapporten 2019 fra MyResearch.
Dansk økonomi bevæger sig fortsat i det, økonomerne kalder et ”balanceret opsving”, og det nyder også bureaubranchen godt af.
I 2018 leverede branchen således samlet set et flot resultat med en bruttoavance, der voksede med 8,3 procent.
Altså en større vækst end i de foregående to år, hvor tallene var henholdsvis 7,4 og 7,8 procent.
Det fremgår af nøgletalsanalysen i den nye Trendrapport fra MyResearch.
Analysen er i år baseret på 327 bureauer med en samlet bruttoavance på knapt 7,6 milliarder kroner.
Omregnet til menneskepenge voksede bureauernes samlede bruttoavance i 2018 nominelt med 580 millioner kroner, mens bundlinjen voksede med 178 millioner kroner.
Det vil sige, at omkring 30 procent af fremgangen i bruttoavancen landede på bundlinjen.
Men inden man helt falder i svime over branchens præstationer, så hører det med til historien, at den flotte vækst for en god dels vedkommende kan tilskrives et enkelt bureau.
Ét bureau trækker op – måske to
Det drejer sig om Wunderman, der sidste år oplevede en ufattelig vækst – bureauet voksede markant i bruttoavance og præsterede stor fremgang i overskuddet med et kanonresultat på 120 millioner kroner.
Og holder man lige præcis dét bureau ude af tallene, ender 2018-væksten i bureaubranchen på under syv procent. Stadig pænt – men ikke prangende.
Men også et andet bureau påvirker det samlede resultat en del.
Det drejer sig om Designit Danmark, der er ejet af den indiske it-koncern Wipro Ltd.
Bureauet udviser ret stor vækst, men tallene er ikke umiddelbart gennemskuelige, vurderer Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch:
– Her kan der være tale om nogle koncern-interne posteringer i den internationale Designit-gruppe, hvor Designits afdeling i New York, der hidtil har hørt under Designit i Danmark, er blevet solgt. Det gør det vanskeligt at gennemskue helt præcist, hvordan økonomien i Designit Danmark har udviklet sig, siger han.
Og hvis man piller Designit ud af tallene?
– Så ender væksten for den danske bureaubranche samlet på omkring seks procent – altså noget lavere end den vækst, vi har set i de to foregående år.
Digitale bureauer rykker
Ser man på tallene for de enkelte bureau-typer, viser analysen, at der er markant forskel på, hvordan de klarer sig.
De digitale bureauer stod i 2018 for en nominel vækst på 374 millioner kroner og er meden samlet bruttoavance på lidt over 2,9 milliarder kroner den største gruppe – med Wunderman i front som det klart største bureau.
Reklame- og PR-bureauerne voksede derimod med under to procent og ligger altså under branchesnittet.
Her skiller enkelte bureauer sig dog ud: For eksempel hører Hjaltelin Stahl til i den positive ende med en vækst på 14,9 procent.
Mediabureauerne holdt i det store hele skansen med en vækst på syv procent, mens designbureauerne voksede over gennemsnittet.
Gruppen trækkes dog særligt op af Designit – som der altså som nævnt kan være et forbehold over for – men selv hvis man trækker Designit ud af tallene, er der dog tale om en markant vækst for denne gruppe.
Trendrapporten 2019 – 327 bureauer
Bruttoavance 7.578 mio. kr., +8,3 pct.
Resultat før skat 956 mio. kr., +22,9 pct.
Trendrapporten 2018 – 292 bureauer
Bruttoavance 6.616 mio. kr., +7,4 pct.
Resultat før skat 707 mio. kr., +16,4 pct.
Trendrapporten 2017 – 153 bureauer
Bruttoavance 5.260 mio. kr. +7,8 pct.
Resultat før skat 518 mio. kr. +6,5 pct.
Om Trendrapporten 2019
Trendrapporten er i år sponsoreret af Agillic, Creative Club, Hjaltelin Stahl og Isobar, og rapporten indeholder resultater fra følgende tre analyser:
– CMO trendanalysen, der afdækker, hvordan marketingbudgetterne disponeres. De 120 CMO’er der har deltaget repræsenterer samlet set et marketingbudget på 5,1 milliarder kroner.
– Bureaudirektør trendanalysen med deltagelse af 74 bureaudirektører repræsenterer en samlet bruttoavance på 2,9 milliarder kroner. Her svarer bureaudirektørerne på en række spørgsmål om udviklingen på bureauet og i markedet.
– Nøgletalsanalysen er baseret på 327 bureauer/grupper og en samlet bruttoavance på 7,6 milliarder kroner. Der vises nøgletal for de 266 bureauer, der har over fem millioner kroner i bruttoavance.
Rapporten koster 3.950 kroner inkl. de 10 procents rabat, som gives til medlemmer af Dansk Markedsføring. Den kan bestilles på kontakt@myresearch.dk.