En ny rapport fra MyResearch rummer nøgletal på 153 af de største bureauer, og de havde et ret godt 2016. De små bureauer trækker dog ned. Både direktører og CMO’erne er interviewet.
Det går jo ganske godt for samfundsøkonomien, og det ser ud til at have smittet fint af på bureaubranchen. 2016 blev et år med den højeste vækst i en årrække, og bundlinjen udviklede sig også positivt. Det viser en ny rapport fra MyResearch, der bl.a. står bag den årlige imageanalyse blandt bureauer, MyImage.
– Den nye rapport er et kinderæg af viden, siger Mogens Østergaard, direktør og stifter af MyResearch, og manden bag rapporten, der rummer tre analyser i en rapport:
• Dels den årlige analyse blandt marketingdirektører over, hvordan marketingbudgetterne disponeres.
• Dels den årlige trendanalyse blandt bureaudirektører.
• Hertil kommer en nøgletalsanalysen af bureauer med over 10 mio. kr. i bruttoavance.
Den sidste er et kig på 153 bureauer fordelt på fem bureautyper og med en samlet bruttoavance på 5,25 mia. kr., hvilket udgør en meget stor del af branchen.
Ud over nøgletal på de enkelte bureauer er der også en samlet opgørelse over markedet, og her ser vi bl.a., at væksten for de bureauer, der er med i analysen, blev et plus på 7,8 pct. i bruttoavance. De foregående år er branchen vokset med under 4 pct.
De mindre bureauer har det svært
Under indsamlingsarbejdet har MyResearch også opgjort regnskabsoplysninger på yderligere 73 bureauer, der alle har under 10 mio. kr. i bruttoavance. Deres udvikling var mindre god. Disse mindre bureauers bruttoavance faldt med 6 pct. til ca. 460 mio. kr. Regner man denne udvikling sammen med de 153 større bureauer, bliver resultatet en samlet vækst på 6,6 pct., hvilket dog fortsat er pænt over de tidligere år.
Bureauerne i rapporten opnåede en fremgang i overskud (resultat før skat) på 6,8 pct., mens det samlede marked – altså inklusiv de små bureauer uden for rapporten – gav en bundlinjefremgang på 2,1 pct.
Hvad angår de forskellige bureautyper, så førte de digitale bureauer an i væksten efterfulgt af PR-bureauerne og mediabureauerne.
Reklamebureauerne har nu også grund til at glæde sig over resultatet for 2016. De voksede med 5,6 pct., og det er markant bedre end de foregående år, hvor gruppen havde en negativ udvikling.
Tendensen er, at det er de store bureauer, der trækker væksten – også blandt reklamebureauerne. 14 reklamebureauer havde i 2015 en bruttoavance på over 40 mio. kr., og de voksede med 8,7 pct.
Rapporten kort
153 bureauer samlet
• Bruttoavance 5,26 mia. kr. +7,8 pct.
• Resultat før skat +518 mio. kr. +6,5 pct.
61 reklamebureauer
• Bruttoavance 2,066 mia. kr. +5,6 pct.
• Resultat før skat +253 mio. kr. +25,6 pct.
44 digitale bureauer
• Bruttoavance 1,553 mia. kr. +12,6 pct.
• Resultat før skat 165 mio. kr. +6,6 pct.
17 mediabureauer
• Bruttoavance 1,0 mia. kr. +7,1 pct.
• Resultat før skat 91 mio. kr. +11,6 pct.
21 PR-bureauer
• Bruttoavance 428 mio. kr. +9,6 pct.
• Resultat før skat 45 mio. kr. -1,1 pct.
10 designbureauer
• Bruttoavance 211 mio. kr. -2,8 pct.
• Resultat før skat -36 mio. kr. +3 mio. kr. året før
NB: Designbureauernes udvikling er præget af et underskud i Designit på over 40 mio. kr.
Fakta
Trendanalysen 2017 er sponsoreret af Adobe, Ambition, Intermail og Magnetix
CMO trendanalysen bygger på besvarelser fra 206 marketingdirektører.
Bureaudirektør-analysen bygger på svar fra godt 100 bureaudirektører.