15 JANUAR 2021

Markedsføring skrev følgende:
 

Reklamebureauet Boye & Spellerberg, har – siden man for første gang var med i MyImage for fem år siden – taget en solid tur op ad den samlede imageliste. 

Fra nummer 27 i debut-året 2017 til nummer 12 i MyImage 2021, der netop er udkommet.

Samtidig kan bureauet glæde sig over for anden gang at være det reklamebureau, der i analysen får de højeste tilfredsheds-karakterer af deres kunder.

– Det er faktisk en ret vedholdende fremgang, Boye & Spellerberg har præsteret, siden bureauet var med i MyImage for første gang, siger Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch, der står bag analysen, og tilføjer:

– Et tidligere eksempel på stabil fremgang over en årrække er jo et af landets ældste reklamebureauer, Nørgård Mikkelsen, der over syv år flyttede sig fra plads nummer 25 til plads nummer 7. En placering, man i øvrigt fastholder i år. 

”42 procent er ikke nok”

Markedsføring har talt med Bjarne Spellerberg om image-opturen.

Boye & Spellerberg rykker fra nummer 27 til nummer 12 på fem år. Hvad mener I selv er årsagen?

– Jo større værdi, man skaber for sine kunder, jo mere opmærksomhed gør man sig fortjent til. Det er vores filosofi. Og vel i grove træk også årsagen.  

 

Jeres kendskabsgrad er steget fra 35 procent til 42 procent. Hvad gør I for at gøre opmærksom på jer selv?

– Umage er den mest effektive vej til opmærksomhed. Vores kunder er generelt meget synlige. Hvis de får positiv opmærksomhed, får vi det også, siger Bjarne Spellerberg. 

Han tilføjer dog:

– Vi kan godt blive bedre til at lukrere på vores momentum gennem annoncering for os selv, og det er også planen. For selvom vi oplever en fremgang, er en kendskabsgrad på 42 procent ikke nok.    

Om Boye & Spellerberg

Reklamebureauet Boye & Spellerberg er stiftet i januar 2014

Bureauet er et P/S, og ejes af CEO Bjarne Spellerberg og kreativ direktør Peter Boye.

Boye & Spellerberg samarbejder bl.a. med Topdanmark, Danske Spil, Arbejdernes Landsbank, Telmore og Ekstra Bladet.

”Vi er problemløsere”

I er nummer tre på det kvalitative parameter “Kreativt Stærke”. Hvad gør I for at holde jer kreativt skarpe?

– Ja, vi er tilbage på tredjepladsen efter et år på fjerdepladsen, siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

– Vi betragter os selv som problemløsere. Hver eneste opgave er et problem, der skal løses med kommunikation. Hvis vi fejler, står kunden med et uløst problem. Den alvor skærper kreativiteten. 

I 2018 fik I titlen som reklamebureauet med de mest tilfredse kunder. Den titel tager I igen i år. Hvorfor, tror du?

– Vi fornemmer fortsat, at vores prioritering af seniorkræfter resonerer rigtig fint med mange kunders rådgivningsbehov, siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

– Og så er det vel et spørgsmål om – helt fundamentalt – at være tæt på kunderne og arbejde med kunden og ikke for kunden. 

”Vores tid kommer”

Et kig på Boye & Spellerbergs regnskaber siden starten afslører, at man alle årene er udkommet i plus.

Faktisk har bureauet, der ikke rummer mere end syv medarbejdere, sammenlagt placeret omkring 14 millioner kroner på bunden siden starten i 2014.

Seneste årsregnskab for 2019 sætter endda rekord med en bruttofortjeneste på godt 9,5 millioner kroner og overskud på godt 3,5 millioner kroner.

Det er en fremgang på bundlinjen på cirka 600.000 kroner, mens det på bruttofortjenesten er en fremgang på cirka to millioner kroner i forhold til 2018.

Hvordan lyder jeres vækstambitioner for 2021? Målt på både størrelse og bundlinje.

– Vi har ikke en defineret målsætning om at have en omsætning i en given størrelse, ej heller en bundlinje eller et årligt vækstmål på kr. X, siger Bjarne Spellerberg og tilføjer:

– Min erfaring fortæller mig, at hvis der bliver for meget fokus på økonomien, kan det ødelægge kvaliteten. Og det går ikke. Kvalitet er et erklæret mål, ikke størrelse.

En plads i Top 10 i MyImage 2022?

– Jeg tror ikke, der er nogle smutveje til Top 10. Det kræver hårdt arbejde. Vi er ærgerrige, men også pragmatiske. Vores tid kommer. Vi er kun syv år gamle.

Spørger man Mogens Østergaard, er udsigterne dog fine:

– Mulighederne er gode for, at Boye & Spellerberg kommer i Top 10 til næste år – set i lyset af deres kundetilfredshed og afstanden derop, siger han.

Boye & Spellerbergs placering i MyImage 2017-2021 

2017: 27 
2018: 28 
2019: 20 
2020: 16 
2021: 12 

Tilmeld nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, som udkommer 3-4 gange om året. Indholdet er primært målrettet bureauernes direktioner og bestyrelser.

Hovedgaden 22, 2 th
2970 Hørsholm
Email: kontakt@myresearch.dk
CVR: 31163420

Mogens
Østergaard

41 90 34 01
Linkedin profil

Brian
Neiiendam

41 90 34 02
Linkedin profil